Frækhed belønnes med medieomtale

Af Gitte Gravengaard, ph.d.-studerende Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, 3.2.05 - 12:41

SF gjorde det for et par dage siden. De Radikale gjorde det i sidste uge. Lavede partipropaganda, som lå lige på kanten (nogle ville sige i overkanten) af, hvad man kan tillade sig - også i en valgkamp.

Men den slags belønnes i valgkampen. Og bonus består af massiv og gratis omtale i alle landets medier.

SF’s plagiering af Urban med ”Dit Valg” skabte forargelse – specielt på redaktionerne hos Urban og Berlingske Tidende. Men medieomtalen skabte opmærksomhed blandt vælgerne, og de måtte liiige se, hvad det var, der var sådan en ballade om.

Resultat: ”Dit Valg” blev læst, SF blev set og (dele af) deres politik blev læst.

Sådan forholder det sig også med de Radikales valgfilm. Det er forbudt at vise valgfilm på tv, når det ikke lige er i forbindelse med ”Krydsild” på DR1. Alligevel blev de Radikales valgvideo med Bertel Haarder-citater vist på de nationale tv-stationer i sidste uge. Hvis vælgerne ikke havde set tv, kunne de bare lige klikke på de Radikales hjemmeside. Her lå filmen nemlig også.

Resultat: Filmen blev set. De Radikale kom ud til mange flere mennesker, end hvis filmen, uden mediebevågenhed, bare havde slumret Tornerosesøvn på partiets hjemmeside.

Hellere dårlig omtale…

Devisen for partierne synes at være: hellere dårlig opmærksomhed end ingen opmærksomhed. En sentens, som bringer mindelser om mine dage som folkeskoleelev, hvor en del af klassens frække drenge syntes at leve og tænke på netop denne måde.

Det ser ud som om, at partierne er interesserede i at skabe et produkt, som ligger på kanten af, hvad man kan tillade sig. Men ikke nok med det. Det skal åbenbart også helst være noget, som nogen gider kritisere – dvs. kritisere offentligt. På den måde sikres historien nemlig en længere levetid i medierne.

Det er jo sådan med debatsager, at hvis der ikke kommer noget nye ting frem, så fader journalisternes interesse for sagen ud. Men hvis man som debatsagfører kan få ny information, eller som det er tilfældet her, nye spillere på banen, så kan historien leve videre i medierne. En vred Urban-redaktion eller en forarget Bertel Haarder sikrer så at sige, at sagen bliver ved med at holde sig på mediernes dagsorden. Og alt, hvad der kan holde sig over et døgn på mediernes dagsorden, betegnes i journalistkredse som ’gode historier’.

I længden mener jeg dog ikke, at denne teknik er holdbar. Der må kunne stilles krav om en vis redelighed og velopdragenhed, om man vil – også i valgkampe.