Journalister og redaktører kan også spinne. Det gælder fx, når man vælger at bringe et billede, der åbenlyst er iscenesat, og der helt tydeligt er en grund til, at presselogen er placeret så meget til den ene side i forholdtil taleren. Det er naturligvis, fordi man gerne vil have billederne taget fra en bestemt vinkel. Alligevel hopper man så med, for det er jo gode billeder.

Andre vælger så at fortælle historien om det.

Og det er godt, for så har vi alle et bedre grundlag for at forholde os til politikernes selviscenesættelse. Det er sådan set det bedste virkemiddel mod spin, at vise den frem. Så bliver den afsløret, samtidig med at man også kan nyde den, for det var jo ekstremt godt fundet på. Bestemt et point til Bush-lejren for den kunstneriske værdi.

Det gælder også, når der er tale om stærke billeder, som vækker følelser. Og så har jeg ikke lige valgt de mest gribende. Disse billeder er hentet fra forskellige hjælpeorganisationers hjemmesider:

Men selv da, så er det ofte meget mere interessant at se de billeder,
der er taget med modsat perspektiv. Som i det eksempel her, der er fra Politiken:

Man kan udlede ret meget spin af det her. Dem i vognen må jo have ringet, så fotograferne vidste, hvornår der var en photo opportunity. Fotograferne har bestemt måttet anstrenge sig for at komme derop. Og hvis de ikke har kunnet klatre, men har brugt en stige, så er den blevet fjernet igen, måske af hende, der tog det her billede af de andre. Så hun kan også noget med iscenesættelse, selv når hun vil afsløre den.

Hvad med de sultende, kan man spørge? Er de bare en rekvisit for de andres iscenesættelse? Nej, alle sammen kan jo godt være grebet af indignation over, at folk sulter, og frustration over, at de ikke bliver hjulpet bedre og tidligere. Men det er det her, der skal til for at råbe os op.

Spin kan udrette noget i den gode sags tjeneste. Så spin er ikke bare et onde.

Vi har den spin, vi fortjener.