Spin overfor løgn – og Foghs ømskindethed.

Anders Fogh Rasmussen om ’hemmelig aftale’ mellem S og R

Af Peter Harder, 4.2.05

I TV-debatten med Mogens Lykketoft søndag 30.1 sagde Fogh at Lykketoft har en hemmelig aftale med Marianne Jelved om udlændingepolitikken. Dette afviste Lykketoft og sagde at der ikke var anden aftale end at man ville leve op til de internationale forpligtelser (hvilket VK-regeringen ham bekendt også skulle). Fogh gentog derefter formuleringen 'hemmelig aftale'. Marianne Jelved sagde efterfølgende at Fogh løj (”der er ikke noget andet ord for det”), og at hun ikke anede hvad han talte om.

Statsministeren forklarer (Politiken 1/2); 'Vi ved alle sammen, at der er indgået en eller anden aftale mellem Socialdemokraterne og de Radikale før en forespørgselsdebat de havde planlagt’. Han sigter her til et forslag til Folketingsbeslutning som var faldet bort da valget kom, om en uvildig komite der skulle vurdere 'hvilke ændringer der skal foretages i den administrative praksis og evt. i udlændingeloven for at imødekomme kritikken fra Institut for Menneskerettigheder'. Statsministeren siger videre: "Når jeg taler om hemmelig, så er det, at der er så meget uklarhed om indholdet, at der må være noget, der skal frem i lyset. Derfor er det også groft at beskylde mig for at lyve".

Fogh mener ikke han lyver, fordi de to partier har talt sammen om ændringer i udlændingepolitikken, og det er uklart hvori disse påtænkte ændringer består - og derfor mener han godt han kan tillade sig at omtale disse potentielle ændringer som 'hemmelige'. Spørgsmålet er om det kan ses som et af de talrige eksempler på at man 'strammer den' fordi det er valgkamp, eller det er en egentlig løgn (som stadig er noget der opfattes som utilladeligt og derfor en ærekrænkende beskyldning).

Begrebet 'løgn'/'at lyve' er analyseret ud fra en prototype-semantik (Coleman & Kay i Language 1981). Den oplagte type (sort, fed løgn) har man, når (1) det der siges er forkert (2) man godt ved det er forkert (3) man siger det i den hensigt at vildlede modtageren. Man kan diskutere i hvilket omfang Fogh kan forsvare sig på punkterne (1) og (2): Der foreligger en slags aftale, og Fogh selv mener det er berettiget (eller i hvert fald at det kan forsvares i en valgkamp) at kalde den 'hemmelig' – fordi ”der må være noget der skal frem i lyset”.

Det tredje kriterium, spørgsmålet om vildledning, spiller sammen med de to andre på den måde at om noget er en stramning eller en løgn, afhænger af hvordan det bliver læst. Læses det som en dramatisk beskrivelse af noget der rent faktisk er tilfældet, eller læses det som en påstand der er fejlagtig og derfor vildledende?

Fogh ville muligvis sige at han ikke kan gøre for hvordan folk læser det. Men sådan spiller klaveret ikke. Hvis man kalder en person for højrøvet, kan man ikke slippe for en injuriesag med henvisning til at man synes at et højtsiddende endeparti er smukt og derfor mente det som en ros. Sproget er et offentligt medium og det afgørende er hvad man rent faktisk har sagt, ikke hvilken privat forklaring man kan opfinde.

Det hænger på ordet ’hemmelig’. Er der nogen læsning der kan gøre udtalelsen tilnærmelsesvis sand og frikende Fogh fra anklagen om at ville vildlede (og dermed lyve)?

En 'hemmelig aftale' vil normalt blive læst som en aftale hvis eksistens holdes skjult (jf. 'hemmelig forlovelse'). Den læsning betyder at Fogh beskylder Lykketoft for at bedrage vælgerne: Han står og siger ét, man i virkeligheden vil han gøre noget andet når først hans og Jelveds hemmelige aftale skal overholdes. At det er den intenderede læsning, sandsynliggøres også af tidligere versioner af samme debat, hvor Fogh har sagt at når først Lykketoft trues med Jelved håndtaske, vil han sikkert bøje sig. Hvis Fogh reelt ønskede at det skulle læses som 'uklarhed om hvad der ville ske', kunne han have fastholdt denne formulering. Den afgørende forskel i den nye formulering ligger i den læsning som gør formuleringen løgnagtig, nemlig at der allerede foreligger en aftale, som vælgerne ikke må høre om.

Der findes også en læsning, som Fogh ville kunne støtte sig til en del af vejen, nemlig at selve aftalen er kendt (’vi ved alle sammen at der er indgået en eller anden aftale..”) - mens dens indhold ikke er kendt (jf. 'hemmeligt træk' i skak, når partiet afbrydes for natten: Den ene skal trække for ikke at have hele natten til at tænke i - men den anden må ikke se trækket, for at HAN ikke skal have hele natten). Kan man forsvare den læsning her, nl. at aftalen mellem de radikale og socialdemokraterne var kendt, men det nærmere indhold af den kendte aftale var holdt tilbage og nu burde Lykketoft derfor tale rent ud af posen af hensyn til vælgerne? Denne læsning er imidlertid uholdbar af følgende to grunde:

(1) Dette ville være en indlysende uholdbar position at anbringe sig i. Ingen nutidig politiker ville bringe sig i den situation at det var kendt at man havde en aftale, men man ikke ville sige hvad den gik ud på. (Allerede i mellemkrigstiden fik Baldwin øgenavnet ’old sealed-lips’, fordi han troede at den gik)

(2) Enhver ved at det har været overordentlig vanskeligt for S og R at finde et fælles fodslag på dette punkt – og Fogh siger selv i den artikel i Politiken, hvor spørgsmålet diskuteres (1/2), at socialdemokraterne og de radikale offentligt har skændtes om hvad der egentlig ligger i den aftale.

Det er ikke nemt at se hvordan denne beskrivelse fra Fogh selv kan forenes med vendingen ’hemmelig aftale’. For at den skal bruges sandfærdigt, kræves det at der noget man er enig om, men som ikke er kommet frem. Foghs belæg (at man har skændtes om hvad aftalen indebærer) modsiger reelt hans selvforsvar – at man ”har skændtes”. Der er derfor grund til at tro at det der fremgår åbenlyst af forslaget til folketingsbeslutning, er lige præcis så meget som man kunne blive enige om. Der er altså ingen dækning for ordet ’hemmelig’.

Hvis man vil være meget venlig mod Fogh, kan man lade en mulighed stå åben for at der faktisk findes nogen der har læst hans formulering om 'hemmelig aftale' på den måde han bagefter har forklaret, a la 'Lad os få ren besked om hvad I vil efter valget'. Men den læsning er kun en mulighed for dem der kender baggrunden og ved det er den allerede kendte og ikke-hemmelige aftale Fogh henviser til. For sådanne personer kan Foghs formulering siges at have karakter af en ’tilladelig stramning’ – en dramatisk beskrivelse af noget virkeligt. Men det kræver at man ved at aftalen er offentlig tilgængelig, og Foghs beskrivelse derfor bogstavelig talt er forkert. For alle andre må formuleringen 'hemmelig aftale' blive opfattet som en beskyldning for at have en politik man holder skjult for vælgerne. Det er en form for bedrag der er mindst lige så alvorlig som en beskyldning for at lyve, fordi det et bedrag med hensyn til noget som kan være afgørende for valgkampen. Derfor er det graverende 'spin' at ømme sig over at blive beskyldt for at lyve – når ens egen forudgående beskyldning er fuldt så ærekrænkende.

Det fortsætter en linje hvor Fogh har overskredet de hidtidige kriterier for hvor hårdt man kan stramme den uden at vedkende sig at man har sagt noget usandt (fx. det eksempel hvor Fogh og Jens Rohde talte om 5 mia i 'nye' bevillinger til socialt udsatte - og Jens Rohde senere undskyldte det da det blev klart at beløbet var det samme som den tidligere regering havde bevilget, mens Fogh holdt fast ved at når den nye regering også havde bevilget det, var det en 'ny' bevilling. Denne praksis indebærer en nærliggende risiko for at mindske mulighederne for en reel politisk samtale om problemer og holdninger, samtidig med at det næppe kan undgå at øge mistænksomheden over for politikerne.