Konkurrencen om hjælperrollen

Af Mie Femø Nielsen - 31.1.05 - 09.18

Politik handler ikke om at løse samfundets problemer, men om at stå som den, der løser samfundets problemer.

Hvis ikke det var sådan, så ville meget være lettere. Politiske kompromiser fx. Og valgkampen ville ikke stå mellem S's socialdemokratiske velfærdsmodel eller VK's socialdemokratiske velfærdsmodel, men debatten ville handle om, hvordan de små partier ude på fløjene kunne komme til orde, når nu det var givet, at man gik en VS regering i møde med Fogh som regeringsleder.

Nu er det ikke sådan, og det giver så dynamikken i demokratiet. Rent teknisk foregår det ved, at der er konkurrence om at komme i hjælperrollen.

Hjælperrollen er en af de centrale aktanter i aktantmodellen, hvor en forkortet version indeholder en projektakse og en konfliktaksen. I projektaksen ser man subjektet stræbe mod sit mål, det kan være den vakse unge mand, der stræber efter prinsessen og det halve kongerige. Eller det kan være den lille mand, der stræber mod det gode liv. Konfliktaksen spændes ud mellem hjælperrollen og modstanderrollen. Modstanderen forsøger at forhindre subjektet i at nå sit mål, og hjælperen forsøger at hjælpe subjektet til at nå sit mål.

Politik handler om at få fordelt disse fire roller i eget favør. Det er mest attraktivt at stå i hjælperrollen. Den der hjælper en, kan man finde på at stemme på, betale medlemsgebyr til eller på anden vis støtte. Man kan lave sin egen interesseorganisation på at finde en uudfyldt hjælperrolle.

For at kunne sætte sig selv i hjælperrollen, handler det om at få udfyldt subjektrollen med et godt match, og subjektrollen afhænger ganske af objektrollen. Hvem derude vil gerne opnå hvad? Derfor er det en central diskussion i alle partier og interesseorganisationer hvem man skal gøre noget for. Hvem har et behov, der matcher det vi selv vil? Hvem har et udækket behov eller et utilgængeligt mål, som det ville matche vores identitet at hjælpe på vej?

For at kunne lykkes med at blive godt forankret i hjælperrollen, må man altså for det første finde et subjekt med et uindfriet mål. For det andet må man overbevise subjektet om, at det har dette mål. For det tredje må man gøre det sandsynligt, at man selv vil være den, der kan hjælpe subjektet på vej mod målet. Endelig må man for det fjerde sørge for at få overbevist subjektet om, at andre som kunne tænkes at ville hjælpe subjektet med at nå sine mål, i virkeligheden ikke er hjælpere, men modstandere. Ens egne konkurrenter skal placeres i modstanderrollen i forhold til subjektet.

Hurdlen er at finde det rigtige subjekt. Det er fx ikke så smart at udnævne børnefamilierne til det stakkels subjekt, der har hjælp behov, hvis det lykkes medierne at finde børnefamilier, der ikke selv mener at have et problem, eller at deres problem ikke matcher hjælperens løfter. Subjektet skal ville indgå en kontrakt om at ville hjælpes.

Det nytter heller ikke noget at kæmpe for at hjælpe et subjekt, som ikke er talstærkt nok til at kunne give hjælperen flertal. I så fald skal man have flere subjekter, som tilsammen kan give én flertal.

Hermed er den politiske dynamik i en valgkamp sådan set på plads. Regeringspartierne og oppositionen konkurrerer om at konstruere sig selv som dem, der står i hjælperrollen. Det gør de ved at

- påpege uløste problemer for store grupper i samfundet,

- fremsætte løfter, der matcher,

- påpege hvordan deres egen modpart er ude på at skade målgruppen,

- skyde modpartens hjælp ned ved at påpege, at den er en forklædt modstand eller ikke god nok hjælp,

- præsentere sig selv som den eneste, der forstår subjektet og ønsker det alt godt.

Aktantmodellen er oprindelig udviklet til at analyse dynamikken i folkeeventyr. Højmoderne liv i en globaliseret verden ligner ikke nødvendigvis folkeeventyr. Det giver politikere problemer, hvis de stadig tænker efter gamle modeller.

Kontrakten med subjektet kan fx være problematisk. Subjektet kan være alt for bevidst om, at den der i virkeligheden skal hjælpes, er den der forsøger at komme i hjælperrollen. For at hjælperen rigtig skal kunne ligne en hjælper, så medfører det desuden, at subjektet bliver konstrueret som et offer eller i hvert fald i klemme. Det matcher måske ikke subjektets identitet at se sig selv sådan. Han eller hun ser ikke sig selv som en, der har hjælp behov, men som sin egen hjælper i sin egen historie. Og skulle der endelig være et match mellem subjekt, objekt og det, som hjælperen vil hjælpe med, så er det ikke sikkert, at subjektet mener, at hjælperen matcher vedkommendes egen identitet. Subjektet vil med andre ord gerne hjælpes, men ikke af dén hjælper.

Timing kan også skabe tvivl om, hvem der lige er, der skal hjælpe hvem. Og det gælder ikke kun politikere, men også kunstnere og sågar kongehuset.

I forbindelse med flodbølgekatastrofen så man både spillemænd, prinser og prinsesser træde frem for at skabe opmærksomhed om behovet for hjælp. På det tidspunkt i januar, da de gjorde det, var situationen den, at hele Danmark havde siddet i dagevis og grædt foran deres tv. Mediernes dagsorden var lagt ned, og stort set alt måtte vige for flodbølgen. Det var også en medieflodbølge, der svømmede over befolkningen. Det virkede. Pengene væltede ind som det aldrig er set før i landet. Organisationerne behøvede ikke at gøre meget andet end at give deres kontonumre fra sig. Diffusionskurven gik stejlt lodret.

I den kontekst er det så, at kongehuset og musikerne træder frem, fordi de finder det vigtigt at bruge deres navn til at skabe opmærksomhed om flodbølgekatastrofen og det behov for hjælp, som den efterlod i Asien.

Skabe opmærksomhed? Ja.

Men til hvem?