|
I kommunikation kan man operere med forskellige former for underforståethed, altså at noget ikke formuleres eksplicit, men udelukkende fremgår implicit. Det teoretiske grundlag bag begrebet implikaturer stammer fra H. Poul Grices arbejde om det implicerede i ytringen.
Forudsætningen om kooperation
Grice er nok mest kendt for at have formuleret the cooperative principle, CP: 'Bidrag til samtalen på den måde, der er nødvendigt på det niveau, samtalen befinder sig, med det formål og den retning samtalen har'. Dette princip består af fire kategorier, der hver indeholder et eller flere maximer:
Kvantitet 1.Lad dit bidrag give den information, der er nødvendig i situationen
2.Giv ikke mere information end nødvendigt, da det medfører forvirring hos modtageren, og samtalen risikerer at komme ud på et sidespor, eller man kan tabe pointen af syne
Kvalitet 1. Sig ikke, hvad du mener er falsk
2. Sig ikke noget, du ikke kan bevise
Relation 1. Vær relevant
Modus Supermaxime: Vær klar
1. Undgå uklarhed, dunkelhed
2. Undgå flertydighed
3. Vær kortfattet
4. Vær metodisk, velordnet.
Disse maximer ser ganske vist noget verdensfjerne ud, og Grice indrømmer da også, at den underliggende præmis er effektivitetsmaxime-ring i informationsudvekslingen, og at den ikke i tilstrækkelig grad opfylder det ønske om at påvirke modpartens adfærd, som også kan være indeholdt i konversationen. Som et af de andre maximer, der kan komme på tale, nævner Grice politeness (cf. Leech), men det er ikke dér, hans interesse ligger.
Brud på maximerne
Selv om Grice opstiller et sæt samtalemaximer, har han fokus på, hvad der sker, når man lige præcis ikke overholder dem. Og det kan man undlade at gøre på fire forskellige måder.
1. Man kan for det første stille og roligt overtræde et maxime ("violate"), og dermed i visse tilfælde vildlede modtageren. Det kan man fx gøre ved at lyve.
2. For det andet kan man bevidst ville bryde ("opt out") med både et maxime og kooperativitetsprincippet. En sådan sitution forekom-mer, når den talende nægter at udtale sig om et givent emne.
3. Den tredje mulighed for ikke at overholde et maxime er at komme i konflikt mellem to maximer ("clash"), således at man er ude af stand til at overholde det ene pga. det andet. Dette kan fx ske, når man ikke er i stand til at være tilstrækkelig informativ, fordi man ikke har den nødvendige viden.
4. Og endelig for det fjerde, og det er denne form, der er den interessante, kan man lade hånt om ("flout") et maxime og groft undlade at overholde det, men stadig overholde det overordnede kooperativitetsprincip. På den måde opstår nemlig spørgsmålet om, hvordan det sagte kan forenes med den antagelse, at den talende stadig overholder kooperativi-tetsprincippet, og dermed kan en 'implikatur' opstå.
Implikaturer
Ordet 'implicature' er afledt af 'implicate', at implicere noget. Lader man bevidst som om, CP-maximerne og andre præsuppositioner er overholdt, uden at det reelt er tilfældet, så begår man præsuppositionssvigt, og så danner man en implikatur. Grice skelner mellem konventionelle og ukonventionelle implikaturer.
De konventionelle implikaturer er nært forbundne med ordenes konventionelle betydning. For at give et eksempel på en konventionel implikatur siger Grice, at hvis man siger: "Han er tapper, for han er englænder", så har man selv direkte tilkendegivet betydningen. Hvis man derimod siger: "Han er tapper. Han er englænder", så har man markeret ("indicated") og dermed også underforstået ("implicated"), at tapperheden grunder sig på det engelske tilhørsforhold, og så har man dannet en konventionel implikatur. Hvis man intuitivt opfatter en implikatur, men ikke kan erstatte den med et argument, er det en konventionel implikatur:
"The presence of a conversational implicature must be capable of being worked out; for even if it can in fact be intuitively grasped, unless the intuition is replaceable by an argument, the implicature (if present at all) will not count as a CONVER-SATIONAL implicature; it will be a CONVENTIONAL implicature." (Grice 1975:50)
En ukonventionel implikatur forekommer som nævnt, når den talende lader hånt om et maxime, men overholder det overordnede kooperativitetsprin-cip. Når en implikatur dannes på denne måde, siger Grice, at det pågældende maxime bliver udnyttet. Ukonventionelle implikaturer kalder Grice også for konversationelle implikaturer eller blot implikaturer. På Spinnesiden vil det derfor være disse ukonven-tionelle, konversationelle implikaturer, vi hentyder til, når vi anvender udtrykket 'implikatur'.
Hvordan skaber man så betydning via implikaturer?
Grice opregner nogle slutteregler (Grice 1975:50) eller metodikken i modtagerens ræsonnement, når han støder på en implikatur:
1) Det lokutionære indhold i forhold til ytringens indeholdte associationer,
2) CP og dets maximer,
3) ytringens kontekst - både den lingvistiske og på anden måde,
4) baggrundsinformation i øvrigt,
5) det faktum eller tilsyneladende faktum, at alle de relevante elementer, der falder ind under punkt 1-4), kan iagttages af begge parter, og at begge parter er klar over det.
Eller formuleret som en art stream-of-consciousness:
"'Har har sagt P; der er ingen grund til at tro, at han ikke overholder maximerne, eller i det mindste CP; det kunne han ikke gøre med mindre Q; han ved (og ved, at jeg ved, at han ved), at jeg kan se, at forudsætnin-gen om, at han mener Q, er nødvendig; han har ikke gjort noget for at forhindre mig i at tænke Q; han har til hensigt, at jeg skal tænke eller er i det mindste villig til at lade mig tænke Q, og dermed har han impliceret Q.'" (Cf. Grice 1975:50)
Grice nævner som et eks
empel en situation, hvor en filosofilærer adspurgt om en konkret studerendes faglige inhabitus siger om ham, at hans engelsk er glimrende, og at hans deltagelse i forelæsningerne har været regelmæssig (Grice 1975:52). Dér bryder læreren med relevansmaximet, eftersom der ikke svares på det, der spørges om. Eftersom der imidlertid ikke er nogen grund til at tro, at den pågældende lærer ikke overholder kooperativitetsprincippet, kan det tænkes, at han faktisk svarer på spørgsmålet. Siden han nu tilsyneladende gerne vil udtale sig rosende om alt andet ved den pågældende student, er den afledte implikatur den, at vedkommende nok ikke er så kvik igen til filosofi. Hvor brud på en grammatisk regel kan tyde på den talendes manglende kendskab til den, kan brud på et maxime altså bære et budskab i sig selv: Den talendes holdning til det givne emne.
Reference:
Grice, H. Poul 1975: Logic and Conversation, i: Peter Cole & Jerry Morgan (red.): Syntax and Semantics, vol. 3: Speech Acts, (New York: Academic Press 1975), 1. udg. 1967. p. 41-58.
|
|
|