Monday, January 31, 2005 at 14:04:40

Hvem spinnede?: Mie Femø Nielsen – medstifter af spinnesiden

Hvor?: Spinnesiden.dk og Kommunikationsforum.dk

Hvornår?: 25. januar på spinnesiden og igen bragt på kommunikationsforum den 28. januar

Hvad blev sagt/gjort?: Under overskriften ”Venstres anonyme indberetninger via H.C. Hansen” på spinnesiden den 25. januar postulerer Mie Femø, at det er Venstres partiorganisation, der står bag en række indlæg. Hun skriver bl.a. ”Det er forudsigeligt, at partiapparaterne sætter en side som spinnesiden under overvågning, men synspunkter og uenighedserklæringer hører hjemme på debatsiden” og giver Venstre bedømmelsen dårlig.

Direkte adspurgt, om Mie Femø ligger inde med dokumentation for denne påstand (debatten ”kritik af spinnesiden indlæg 86), svarer hun ”Nej, det kan jeg ikke dokumentere. Jeg kan bare konstatere, at brugen af “H.C. Hansen” er stoppet efter min indberetning.”

Jamen, det er så sandelig også en tungtvejende dokumentation…

Den 25. januar ”roser” Mie Femø Venstre. Under overskriften ”Spin, der skilte sig ud i valgkampens første uge” (der også er bragt som indlæg i kommunikationsforum.dk) kårer Mie Femø partiet Venstre som ”Ugens Smarte”. Historien er, at Venstres hjemmeside blev udsat for hackerangreb samme dag, som Folketingsvalget blev udskrevet. Denne historie har tidligere fået en – anonym? – person ved navn Benjamin til at anmelde Venstre for spin her på siden. Han skriver bl.a. ”Gu’ er det ej blevet hacket. Det er spin af bedste kvalitet – masser af gratis omtale. Meget typisk for Venstre. De har jo også lige været i USA for at lære af Bush. Ham ser Fogh jo meget op til.”

Benjamin er blevet afkrævet svar på, om han kan dokumentere sin påstand, men har været påfaldende tavs. Alligevel vælger Mie Femø, at kåre denne – usaglige og udokumenterede – påstand som ”Ugens Smarte”. Hun skriver bl.a. ”Er det ikke sandt (og det finder vi kun ud af ved at finde en deep throat), så er det i hvert fald godt fundet på. Jeg har ikke fundet nogen deep throat, men finder så absolut spin-historien mest sandsynlig.”

Hvorfor? Med hvilket belæg? Hvor er sagligheden?

Analyse: Ved ikke, om man kan tale om en egentlig analyse, men snarere nogle personlige betragtninger. Lad mig starte med at slå fast, at det er en tilfældighed, at begge eksempler vedrører Venstre. Jeg er ikke ude i et ærinde, hvor jeg forsøger at beklikke Mie Femø politisk eller prøve at tillægge hende sympatier eller anti-sympatier for de forskellige partier. Jeg synes egentlig bare, at det er synd, at der bliver lirket ved spinnesidens troværdig. Som udgangspunkt mener jeg, at spinnesiden er et absolut spændende initiativ. At sætte fokus på spin, prøve at definere begrebet og skabe debat om fænomenet er både interessent og hæderligt. Men når en af medstifterne skyder så løst, udokumenteret og tilfældigt fra hoften, som det er tilfældet og via sin status som ekspert på området til og med kan gøre det med en vis gennemslagskraft, får det mig unægtelig til at tænke: Hvad er egentlig forskellen på spin og simpel konspirationsteori? Er hele undervisningsforløbet på KUA tilrettelagt på samme løse grundlag? Det er måske forståeligt, at adskillige andre indberetninger i dette forum læner sig op/ned ad samme niveau, men det skuffer mig i den grad, at en person som Mie Femø lader sig trække ned på ”hvad nu hvis vi forestiller os”-niveauet og fremturer med påstande, der bygger på kviksand. Med den form for argumentation og dokumentation, som Mie Femø bringer på banen, kan alt mellem himmel og jord jo være spin. Hvis den form får lov til at sætte dagsordenen, er der jo ikke en levende guds sjæl, der tør kommunikere med sin omverden af frygt for at blive beskyldt for at spinne.

Bedømmelse: Som spin betragtet ikke særligt veludført. Som konspirationsteori fuldt ud på omgangshøjde med, at månen aldrig er blevet besøgt af mennesker, aliens stod bag mordet på J.F.K og Elvis er pizzabager i Nørre Nebel.

Karakteristik: Andet

Indberettet af:: Knud Løkke

Evt. organisation:: Selvstændig, parti-uafhængig kommunikationsrådgiver