Indvandrerdebatten der snublede i starten
af Christian Kock, 22.1.05 - 9:15
Der er en tendens til at mene at når bare vi får debat, går det hele den rigtige vej. F.eks. i den debat som mere end noget har præget det politiske klima og selve de politiske magtforhold her i landet: udlændingedebatten. Denne debat har kørt i Danmark siden begyndelsen af 80’erne og er altså også snart 25 år gammel. En almindelig opfattelse er imidlertid at den har været undertrykt i de første mange år, fordi en ”elite” af kulturradikalt tilsnit har censureret og mobbet alle udlændingekritiske synspunkter. Men nu er det forbi. Vi har fået lukket op for posen, låget af trykkogeren, ”hul på bylden”.
Mange har mange hilst velkommen at vi nu endelig kan tale åbent om disse ting, mens andre har beklaget den hårde ”tone” debatten ofte føres i. Men det affejes af især den udlændingekritiske side som klynk.
Som retoriker ser jeg det som en vigtig opgave at være iagttager af dansk debat, og derunder at agere som en form for dommer mht. om vi har en god debat. Det er en farlig ting at sige, for man vil hurtigt blive udlagt som smagsdommer. Ikke desto mindre er der behov for begrundede vurderinger af om vi i det danske demokrati har en ordentlig offentlig debat om vigtige samfundsspørgsmål. Gode beslutninger forudsætter god debat. Men har vi fået det i de sidste 20-25 års offentlige diskussion om udlændingetemaet i Danmark?
Nej og atter nej. Nærmere betegnet: nej til begge sider i udlændingedebatten. Det er langt hen ad vejen rigtigt at en meget velartikuleret ”elite” i årevis har gjort hvad den kunne for at nedgøre, skandalisere eller ignorere indvandrerkritiske synspunkter. Udtrykket ”den indre svinehund” – hvad en svinehund så ellers er – har været disket op ad nauseam. Det var blot en variant af det som fhv. statsminister Nyrup leverede da han talte om at ”I bliver aldrig stuerene”. Hele denne nedgøring af synspunkter man ikke kan lide, til at være svinske eller urene, har skæmmet de indvandrervenliges deltagelse i debatten.
Men det kan næppe undre. Hvad der ofte glemmes, er at de indvandrerkritiske i endnu flere år har været uden hæmninger mht. ringeagtsytringer over for deres modstandere. Her er et tilfældigt udpluk fra Søren Krarups utallige avisindlæg, som ingen elite har forhindret ham i at placere i stort set alle danske dagblade: ”en behagesyg missionsmand, rund og glat og popularitetsjagende, med alle de korrekte meninger” (om biskoppen i Viborg). ”Skulle et sådant krukket pjathoved være med til at bestemme Danmarks politik over for flygtninge og indvandrere?” (om de radikales udlændingeordfører). ”Arne Melchior, denne manierede snakkemaskine, dette orgie af ufordøjede fraser.”
Men med ringeagtsytringer som disse taler vi stadig om tonen i debatten, og lad os så for en stund gå med på at man ikke bør klynke over den. Ikke desto mindre kunne man let pege på andre skadelige træk ved debatten. Lad os kort nævne:
Generaliseringer: ”Det handler om, at hele islams tankegang er fjendtlig mod vort samfund og, at islams mål er at fortrænge vor samfundsorden.” (Mogens Camre i Ekstra Bladet 15. april 1999.)
Ekstremt vidtgående påstande: ”Uffe Østergaard er selv en ideologisk folkemorder.” (Henrik Gade Jensen: i Ekstra Bladet 20. marts 2000.)
Tillæggelse af beskidte, selviske motiver til modpart: ”Dette er disse fem bispers anliggende. Fedterøveri. Trang til at være på magtens side. Trang til at pleje forfængeligheden og den tynde, ømfindtlige hud.” (Søren Krarup i Ekstra Bladet 24. november 1997 om fem biskopper, der opfordrer til en 'pæn' tone i udlændingedebatten.)
Sammensværgelsesteorier: ”Godhedsindustrien indgår i et skæbnesvangert og ondartet kæmpeprojekt, der skal slavebinde jordens befolkning. Den kosmopolitiske "elite" har arbejdet på dette projekt i meget lang tid. Der skal skabes en verdensregering med enevældig magt og med denne "elite" på toppen. (Knud Eriksen i ”Danskeren” 6/96.)
Om hvert af disse greb kunne man skrive en artikel. Men lad mig koncentrere resten af dette essay om én form for forseelse i offentlig debat om udlændinge der stortrives lige godt i begge grøfter og tilmed også i debatter om alle mulige andre spørgsmål. Mere end noget andet er denne tendens med til at ødelægge og unyttiggøre offentlig debat: nemlig det man i argumentationsforskning undertiden kalder en ”stråmand”. Hvilket vil sige: at man opstiller en falsk, hjemmelavet dukke der skal forestille modstanderen – og skyder på den i stedet for på den rigtige modstander.
Vi tager to konkrete eksempler fra hver sin side i udlændingedebatten og ser nøjere på hvordan dette greb fungerer. Eksemplerne er langtfra de mest grelle man kunne opdrive, men netop derfor demonstrerer de at selv en beskeden og diskret udnyttelse af stråmandsteknikken kan være nok til afspore en debat og gøre den til et frugtesløst skænderi. Og vel at mærke: Her taler vi ikke om at tonen er et par grader for heftig, men om at man håndgribeligt forfalsker hvad ens modpart siger, dvs. i realiteten lyver.
Den utæmmelige Søren Krarup får lov at stå for det første eksempel. Forfatteren Ole Grünbaum har i artiklen ”Virkeligheden er transnational” i Weekendavisen 2.1.04 fremført det hovedsynspunkt at
"Den nye folkelige kraft, det nye civilsamfund, findes i transnationale kulturer og bevægelser … Nu tales der direkte om, at vi skal have »en anden globalisering« baseret på transnationale samarbejder mellem fagforeninger, miljøbevægelse og rettighedsgrupper samt internationale organisationer. Den forkætrede globalisering er ikke bare et resultat af markedet, men også af mennesker som i deres menneskelighed overskrider grænser af geografisk og kulturel art."
Grünbaum forsvarer altså "globaliseringen", fordi den er andet og mere end markedets globale dominans - den er også mennesker der "overskrider grænser". I løbet af artiklen finder vi denne passage:
Markedet kører med klatten. Den nye markedskapitalisme oversvømmer os med billige produkter og overskrider konstant grænser, kulturelle såvel som geografiske.
Siden 60er-oprøret og dets politiske følger i 70erne er det markedet, som har ændret samfundet, markedet som har gjort det hele sjovere, med computere, internet, billige rejser, globale medier med frisprog omkring sex, etnisk mad og café latte på fortovskafeen ikke at forglemme. Markedet har et flow, som staten ikke har. Markedet har en dynamik mellem udbydere, formidlere og kunder, som staten ikke har, og ikke engang er bare i nærheden af at få.
Krarup polemiserer mod denne artikel i et indlæg med titlen "Kulturkamp - det er jo ren Tidehverv", Politiken 10. januar 2004; her skriver han, med et citat fra sin egen artikel i Tidehvervs februarnummer (det er dog uklart hvor citatet holder op):
Har Ole Grünbaum ret i, at mennesket er et produkt af markedet, at mennesket er ét med computere, internet, billige rejser og café latte på fortovscaféen? Er dette virkeligheden? Det er et synspunkt at hævde det. Der er både sammenhæng og konsekvens. Mennesket på markedets betingelser og derfor i evigt opbrud, bevægelse og tilknytning dertil, hvor tilbuddet er bedst og café latte billigst. Dette menneske kalder Ole Grünbaum virkelighed. Jeg kalder det tomhed, rodløshed, åndløshed, umenneskelighed.
I denne passage foregiver Krarup at gengive Grünbaums udsagn ovenfor, med direkte gentagelse af "Internet, billige rejser og café latte på fortovscaféen". Men Krarup spørger om Grünbaum "har ret i" at "mennesket er et produkt af markedet" og at det "er ét med" disse ting. Og han spinder videre på denne fremstilling af Grünbaums holdning: "Mennesket på markedets betingelser" og "Dette menneske kalder Ole Grünbaum virkelighed".
Hermed har Krarup opstillet en stråmand i stedet for den person han kritiserer. Grünbaum siger på ingen måde det Krarup påstår at han siger. Det er tydeligt for enhver der læser artiklen, at Grünbaum ikke siger at "mennesket er et produkt af markedet", eller at mennesket "er ét med internet, billige rejser og café latte på fortovscaféen". Han nævner derimod disse ting eksempler på hvad det transnationale marked har skabt, hvilket skal vise markedets dynamik; og han mener også at dette marked er "virkelighed"; men hans artikel markerer for det første en klar ironisk distance til markedet (f.eks. i udtrykkene "Markedet kører med klatten. Den nye markedskapitalisme oversvømmer os med billige produkter … "); og for det andet indeholder artiklen en endnu mere tydelig tilkendegivelse om at der er en anden side af det "transnationale" som Grünbaum for alvor tror på: "mennesker der overskrider grænser".
Kort sagt: Krarup snyder på vægten her. Han forvansker sin modstanders synspunkt, hvilket i sig selv er uærligt. Brugen af citatstumper om café latte osv. får det til at virke tilforladeligt. Det bliver værre af at Grünbaums artikel har stået i en anden avis flere dage tidligere; dermed har læserne af Krarups indlæg meget svært ved at gå tilbage til teksten og konstatere at Krarups gengivelse af Grünbaum er uærlig. Der er altså tale om en fej måde at være uærlig på. Man snyder, vel vidende at risikoen for at blive gennemskuet er ringe.
Men det er ikke det værste. Endnu værre er det at Krarup lille greb er med til at forhindre en interessant debat.
Krarup har jo al mulig ret til at være rasende uenig med Grünbaum. Selvom Krarup tog hensyn til Grünbaums reelle synspunkt - nemlig at det transnationale både er markedet og "mennesker der overskrider grænser", og at de sidste er grunden til at Grünbaum tror på det transnationale - så kunne og ville Krarup utvivlsomt stadig være rasende uenig med ham. Krarup ville sagtens være i stand til at finde argumenter mod det som vitterlig er Grünbaums holdning, hvor kernen jo er at det er godt at mennesker i vore dage overskrider nationale grænser i den grad. Der kunne komme en seriøs og interessant diskussion ud af at Krarup tog kampen op mod dette synspunkt. Men det gør han ikke. I stedet begår han sit lille lurvede bedrag ved at tillægge Grünbaum en parodi af et synspunkt som han ikke har fremført. Og han snyder alle læserne af indlægget ved at de ikke får den seriøse debat de kunne have fortjent.
I det næste eksempel begås frisparket af en af den humanistiske venstrefløjs nye ikoner, forfatteren Jan Sonnergaard. Emnet er politikeren Karen Jespersen, der især pådrog sig venstrefløjens vrede ved, som indenrigsminister, at tale om at anbringelse af kriminelle asylansøgere på en ø. Sonnergaard polemiserer i Politiken 19. april 2002 imod socialdemokraten Henning Tjørnehøj, der den 14.4. i samme avis har opfordret Sonnergaard m.fl. til at give Karen Jespersen en "undskyldning", fordi de har hængt hende uretfærdigt ud i debatten om denne såkaldte "øde ø". Sonnergaard skriver bl.a.:
Tjørnehøj gør yderligere opmærksom på, at medierne også bærer deres del af ansvaret for den beskidte debat, som stadig går på de 'fremmede'. Dette har han ret i - hvor dybt niveauet er sænket, kan man såmænd se i Tjørnehøjs eget indlæg. Her taler han troskyldigt om 'de kriminelle asylansøgere'. Hvilken anden befolkningsgruppe kunne man tillade sig at omtale på den måde i dag? Skriver aviserne om 'morderiske jøder' eller 'terroristiske arabere'? Når de ikke gør det, skyldes det selvfølgelig, at vi i dag ved bedre end at tillægge bestemte befolkningsgrupper specielt negative egenskaber. Vi ved, at der ikke findes bestemte gener for noget som helst hos f.eks. jøder eller arabere - men alligevel er det blevet legitimt igen og igen at bruge betegnelsen 'de kriminelle indvandrere'. Tjørnehøj kunne ligeså godt have sagt at 'negre er dovne' eller at 'finner går med kniv'.
Men hvad har Tjørnehøj egentlig sagt? Udtrykket "de kriminelle asylansøgere" forekommer to gange i hans indlæg af 14. april 2002.
Den ene gang er i indlæggets første afsnit, der lyder:
Forleden (6.4.) stegte Jacob Fuglsang SF'eren Anne Baastrup over en sagte ild, da hun måtte indrømme, at fhv. indenrigsminister Karen Jespersens stramninger over for de kriminelle asylansøgere har båret frugt, fordi antallet nu er halveret. »Nu kan de retskafne asylansøgere rette ryggen«, i stedet for »at man generelt kriminaliserede flygtninge«, fremhævede Baastrup. »Var det ikke netop det, som Karen Jespersen sagde, og som du kritiserede?« ville Fuglsang vide. »Jo ...«. Men i sin tid stemte SF imod denne stramning af frygt for, at Danmark ville blive 'en politistat'! Anne Baastrup er imidlertid ikke den eneste, der bør give Karen Jespersen en undskyldning. Andre venstrefløjs-repræsentanter og radikale burde stille op i køen. Der burde også et par af Politikens lederskribenter og nogle af landets ledende kulturister befinde sig.
Den anden gang forekommer udtrykket i denne sammenhæng:
Da tallet på sådanne kriminelle - især fra Østeuropa - steg betragteligt, foreslog Karen Jespersen i sin kvide en isolering af disse ansøgere - evt. på en ø. Pressen - inklusive Politiken - fik hurtigt gjort denne ø øde, skønt Karen Jespersen aldrig har brugt dette udtryk! Men det generede ikke hverken kulturisterne eller venstrefløjen. De kriminelle asylansøgere skulle sejles ud på en øde ø, hvor de så kunne sidde og rådne op og blive spist af mågerne - ikke sandt!
Hvad vi skal se på i dette citat, er Tjørnehøjs gengivelse af den måde "venstrefløjen" har fremstillet Karen Jespersens forslag på - idet Tjørnehøjs pointe er at venstrefløjen har fordrejet hvad Karen Jespersen sagde.
Men i ingen af de to citater bruger Tjørnehøj udtrykket "de kriminelle asylansøgere" på den måde Sonnergaard fremstiller det. Sonnergaard skriver som om Tjørnehøj var ude på at " tillægge bestemte befolkningsgrupper specielt negative egenskaber", altså som om han Tjørnehøj med udtrykket "de kriminelle asylansøgere" forudsætter at alle asylansøgere er kriminelle. Denne fortolkning af Tjørnehøjs ord fremgår også når Sonnergaard skriver: " Tjørnehøj kunne ligeså godt have sagt at 'negre er dovne' eller at 'finner går med kniv'".
Men Sonnergaards fortolkning af Tjørnehøjs ord er åbenlyst forkert. Om den er bevidst manipulerende, er jo ikke til at sige, men det er svært at tro at en professionel skribent som Sonnergaard ikke skulle være bevidst om at han selv snyder med ordene. Det er tydeligt at den gruppe Tjørnehøj refererer til - og som Karen Jespersens forslag refererer til - med udtrykket "de kriminelle asylansøgere", er den delmængde af asylansøgere som er kriminelle; der er intet i Tjørnehøjs udsagn der stempler alle asylansøgere som kriminelle, altså generaliserer om en hel befolkningsgruppe - ligesom når man siger "finner går med kniv".
Sagt med et grammatisk fagudtryk bruger Tjørnehøj adjektivet "kriminelle" på en restriktiv måde, dvs. han bruger det til at afgrænse den delmængde af asylansøgerne som han refererer til. Hvad Sonnergaard derimod beskylder ham for, er at bruge adjektivet "kriminelle" på anden måde, der kan kaldes "parentetisk". Når det bruges på denne måde, betyder "de kriminelle asylansøgere" det samme "asylansøgerne (som i øvrigt er kriminelle)". Her er det altså alle asylansøgere der, sådan i forbifarten, antages at være kriminelle; det er ligesom i den nedsættende tyske vending "die dummen Dänen", hvor alle danskere uden videre stemples som dumme.
Det kan virke som en petitesse at pege på denne forskel. Man skal have en ret stor grammatisk viden blot for at kunne beskrive den. Men det er en vigtig forskel. Sonnergaard beskylder Tjørnehøj for at fremføre en generaliserende, negativ fordom om asylansøgere som sådan. Og han går endda videre. Lidt længere nede i sin tekst ændrer han det udtryk han kritiserer, men han bruger stadig citationstegn, så nu hedder det "'de kriminelle indvandrere'". På en halvkvædet måde antyder Sonnergaard dermed, helt grundløst, at Tjørnehøj ikke bare stempler alle asylansøgere, men endog alle indvandrere - en langt større gruppe - som kriminelle.
Er denne dom over Sonnergaards manipulation for hård? Kunne han ikke have lidt ret hvis han nøjedes med at påstå at Tjørnehøj brugte vendingen "de kriminelle indvandrere" på en misforståelig måde? En måde der - med lidt ond vilje - kan misforstås som udtryk for en generaliserende fordom? Jo, måske. Men Sonnergaard kaster i stedet sig selv ud i denne misforståelse og retter dermed en perfid anklage mod Tjørnehøj - og Karen Jespersen. En anklage som der, når sagen ses i sin sammenhæng, ikke er det ringeste belæg for.
Vupti - et udsagn der oprindelig var et forslag om at gøre noget ved den kriminalitet som nogle asylsøgere gør sig skyldige i, bliver stemplet som en generelt indvandrerfjendsk ytring. Og dermed har vi endnu et eksempel på at ikke bare højrefløjen, men også venstrefløjen har polariseret indvandrerdebatten ved at forvanske og dæmonisere hvad andre siger.
Det er dét der er skadevirkningen ved den brug af stråmænd der er blevet så gennemgribende i de sidste årtier politiske debat: ikke bare at man gør sin modpart uret, men at man snyder tredjepart: offentligheden for den debat de fortjener. En debat præget af at vægtige argumenter på begge af en sag bliver fremført, forstået og påagtet.