Billy Adamsens kritik af Spinnesiden og af mig

Af Mie Femø Nielsen, 4.2.05 - 13:35

Kære Billy Adamsen

I din kritik af Spinnesiden er det især mig, din opmærksomhed retter sig mod, hvorfor redaktøren har bedt mig om at svare dig.

Det glæder mig, at du synes om vores initiativ med Spinnesiden. Vi tror, at der er brug for den. Du mener dog, at vi på forhånd skulle have defineret spin og stillet kriterier op for indberetninger, så de ikke var blevet så "svingende". Det går jeg ud fra er et udtryk for, at du mener, at vi skulle have censureret i dem. Det er jeg ikke enig med dig i. Spin har ikke været under udforskning som fænomen længe nok til, at der har aflejret sig nogle søm- og nagelfaste definitioner. Det diskuterer jeg blandt andet i artiklen Hvad er spin? her på sitet. Censurstrategien er jeg heller ikke enig i. Det ville for det første ikke være i Spinnesidens ånd, og for det andet ville vi miste troværdighed og selv spinne. Al opmærksomheden ville samle sig om, hvad vi mon sorterede fra, og vi ville blive anklaget for, at der nok var en politisk bias i de frasorteringer. Og sådan en anklage ville vi kun kunne imødekomme ved at vise de frasorterede indberetninger frem, og dermed ville vi ikke alene have flyttet fokus fra de ikke-frasorterede, vi ville også have forfejlet censuren.

Du kan have ret i, at konsekvensen så kan være, at der spinnes i indberetningerne. Det er sandt, og der gør der. Vi har imidlertid aldrig forestillet os, at Spinnesiden kunne blive 'spinfri zone'. I stedet har vi bestræbt os på selv at se på spin med uhildede øjne, så vi fx ikke kun faldt over ét parti. Selv om vi kun er tre-fire små cyklister her på sitet, så gør vi vort bedste. Det betyder, at vi ikke ser alt, hører alt og skriver om alt, men at vi prøver at være vågne. Sammen med sitets brugere kan vi imidlertid udrette en masse. Journalister og redaktører kan jo heller ikke være alle vegne og overvåge alt i valgkampen, så det er et vilkår, vi deler. Men sammen med brugerne kan vi nå en del. Kombinationen af indsendte artikler, indberetninger og debat på bloggen giver ret store muligheder for at komme til orde med sine observationer. Det er den struktur, der efter min mening gør Spinnesiden til et ægte demokratisk projekt.

Du citerer mig for at sige:

"Personligt finder jeg det meget problematisk at lade tidligere spindoktorer med et erklæret politisk tilhørsforhold udtale sig som eksperter i debatten, når denne ekspertstatus bliver brugt til at spinne for den side, de gerne så vinde. I den forbindelse er Henrik Qvortrup og Billy Adamsen nok de mest interressante at kigge på".

og fortsætter derefter: "Jeg ved ikke, hvad mit "erklæret politiske tilhørsforhold" er, men det ved Mie Femø Nielsen åbenbart".

Så må jeg have misforstået dig. Vi havde en del hyggelige samtaler mellem eksaminationerne af dine RUC-grupper for cirka halvandet år siden, hvor du gav mig nogle oplysninger, der fik mig til at konkludere, at du var Socialdemokrat af hjertet. Det behøver selvfølgelig ikke at være tilfældet, og desuden kan sådan noget ændre sig.

Du opregner i indlægget dit CV og mener, at det vel ikke burde "diskvalificere mig til at optræde som ekspert i politiske ledelse og kommunikation - snarere tværtimod". Jeg er ganske enig; det er netop noget, der kvalificerer dig til at optræde som ekspert udi de emner. Dét, der kan diskvalificere er, hvis og når en ekspertstatus bruges som afsæt til at spinne for et bestemt parti. Og det er derfor, jeg siger, at du og Qvortrup er interessante at kigge på. Du lader dog ikke til at have problemer med, at jeg nævner Qvortrup.

Du taler om, at "når noget sådan sker - subjektiviteten tager over - så får indberetningerne selv karakter af at være spin, en del af en politisk kommunikation, der har til formål at trække troværdigheden ud af fx en aktørs autoritet eller udsagn."

Det første har jeg lige svaret på, det andet vil jeg godt knytte en enkelt kommentar til. Du har nemlig fuldstændig ret i, at det er en spinteknik at svække en aktørs udsagn ved at miskreditere vedkommende i stedet for at argumentere imod substansen i udsagnet. Derfor undrer det mig også, at det først og fremmest er det, du selv udsætter mig for i dit indlæg. Her er nogle eksempler:

1) Jeg bliver kaldt for "en Mie Femø Nielsen". Hvem i alverden er hun, kunne der også stå. Det skal være dig tilgivet, at du ikke kan huske mig, så du er nødt til at omtale mig som "en Mie Femø Nielsen". Vi to har også kun interageret nogle få gange, hovedsagelig i forbindelse med eksaminer. Da vi for præcis to uger siden, den 20.1.05, mødtes i te-køkkenet bag Go' Morgen Danmarks studier, fordi du skulle på i næste indslag, så havde du dog ingen problemer med at huske mig. Jeg mindes stadig med varme dit hjertelige håndtryk, og at du kaldte mig ved fornavn. Derfor støder det mig lidt, at jeg nu ikke bare tiltales med fulde navn og titel, men også er "en" Mie osv.. Jeg er blevet min egen kategori, eller også vil du bare udtrykke skepsis og distance. Jeg finder det imidlertid nedladende, og ser det som et forsøg på underminering.

2) Den parentetiske fortsættelse "(der også er omtalt som lektor og initiativtager til spinnesiden.dk)" er også interessant. Jeg "er" ikke lektor osv., men er "omtalt som". Det åbner mulighed for, at jeg eventuelt optræder under falsk varebetagnelse. Det havde for din pointe ikke behøvet at blive nævnt, hvilken titel jeg omtales med andetsteds på sitet. Jeg bruger den ikke selv i det indlæg, du henviser til. Så når titlen bringes ind, så er det, fordi den skal bruges til noget. Hvad gør det så? Jo, det gør vel forsyndelsen værre. Det er en af de ansvarlige på sitet, der rettes en anklage imod. Med en anklage for uberettiget mistænkeliggørelse rettet mod en af sitets stiftere, rokkes der ved selve sitets fundament og troværdighed.

3) Fra at have miskrediteret sitet, går du nu over til at miskreditere mig. Du siger, at du "i modsætning til Mie Femø Nielsen som ekspert har en konkret indsigt i en politisk kultur og en politiske praksis, som kun de færreste eksperter har (incl Femø Nielsen)". Jeg kan forstå, at du ikke mener, at jeg er lige så dygtig som du. Det er absolut tænkeligt, men det er ikke det, der er sagen her. Uanset om jeg så var din tidligere chefs berømte Fru Nielsen i Valby Langgade, så havde jeg vel ret til at blive hørt. Som det står, kan jeg ikke se det som andet end et forsøg på at miskreditere mig, og derved underminere mit udsagn.

4) Du siger, at: "Politisk kommunikation handler jo om både politik og kommunikation, noget som efterhånden synes at være gået hen over hovedet på de fleste kommunikationsforskere, hvorfor indsigt i og forståelse for den politiske praksis (kontexten) er en afgørende faktor i analysen og tolkningen af et politisk udsagn/eller en politisk handling." Hvem konkret er det gået hen over hovedet på? Der må være mange, siden det er "de fleste kommunikationsforskere". Jeg spørger derfor både på egne og kollegers vegne. I dit forsøg på at ramme mig, slår du ud efter "de fleste" af mine kolleger, som jeg ellers lige før kunne forstå også var dine kolleger. Er det ikke også et forsøg på at miskreditere mig for at underminere mit udsagn?

5) Ikke bare min faglighed står for skud, men også de kredse, jeg færdes i: "selv om Mie Femø Nielsen er lektor, går jeg ud fra at også hun indgår i forskellige netværker, som der ganske vist ikke er megen åbenhed omkring, og de burde vel også underkastes nogle observationer". Heldigvis er heller ikke jeg nogen ø, men er det ikke en voldsom miskreditering af mig, at hele min omgangskreds skal miskrediteres? Det eneste, der er relevant for dette site, er, om jeg er medlem af eller konsulent for noget politisk parti, og det kan jeg forsikre dig for, at jeg ikke er.

6) Så går vi over til mine motiver: "For hvad er motivet med det hun skriver som ekspert?". Tja, indtil nu er hele din kritik affødt af to sætninger ("Personligt finder jeg ...osv."). Hvis ikke denne opfordring til motivanalyse er at flytte fokus og miskreditere samtidig, så ved jeg ikke, hvad det er. Jeg kan godt oplyse dig om det, så der ikke skal herske tvivl. Mit motiv er at kvalificere den offentlige debat, herunder debatten om spin, fordi det er en del af mit fagområde. Derved bestræber jeg mig på, så godt jeg nu formår, at leve op til den ny universitetslovs bestemmelser om, at forskere skal formidle deres fag og deltage i den offentlige debat. Det er mit dobbelte motiv. Jeg er ikke særligt ude med riven efter dig eller Socialdemokraterne, hvis det er det, du tænker på. Det kan du forsikre dig om ved at læse mine øvrige indlæg på Spinnesiden.

7) Nu til min videnskabelighed: "Er der teoretisk eller empirisk belæg for det hun skriver og kommenterer? Eller er det blot subjektive kommentarer, hun præsenterer læserne for iklædt en ekspertrolle?" Er jeg på vej til at blive indberettet til UVVU for mine journalistiske artikler her på Spinnesiden? Det ville være en god historie. Jeg mener, at jeg giver eksempler, og tilmed ind i mellem henviser til lidt teori, men det her er jo ikke videnskab, Billy. Det må du også kunne se af tonen, artiklernes længde, deres frekvens og deres nærmest totale fravær af metodediskussioner, referencer og noter. Og igen, er argumentets kraft ikke nok i den offentlige debat? Jeg mener faktisk, at jeg tager afsæt i min faglighed, men jeg mener ikke, at et par lange, videnskabelige artikler om året ville matche formålet med dette websted. Tjek formålet med sitet. Konsekvensen af din kritik ville være, at forskere skal miskrediteres, når de skriver inden for andre genrer end videnskabelige værker. Gad vide, hvad parterne bag universitetslovsforliget siger til det?

8) Herefter går vi videre til min selvstændighed: "Er hun sendt i byen af nogen?". Nej, jeg er ikke en del af et komplot eller en konspiration. Det er non-profit, upolitisk og upartisk arbejde, vi laver her på sitet. Anklager for det modsatte mener jeg modbevises af vore handlinger. Vi på Spinnesiden arbejder frivilligt, dvs. gratis og uden diktat fra nogen, fordi vi finder sagen vigtig. Det samme gælder en stor del af de brugere, der vælger at sende artikler, lave indberetninger og deltage i debatten på bloggen. Dit indlæg får ikke mig til nu at mene, at dette arbejde er mindre vigtigt. Indtil nu er du den eneste, siger og skriver eneste, der har forsøgt at presse os til noget som helst.

9) Du spekulerer videre: "Politiske aktører? Og kan der i dem ligge et erklæret politisk tilhørsforhold - og jeg taler ikke partipolitisk tilhørsforhold." Igen må jeg sige: jeg er ikke sendt i byen AF NOGEN. Jeg er mig, og jeg arbejder af egen drift. Læs min artikel om kategorispin. Det er for billig miskreditering af mig for at afvise mit budskab.

Måske var det en ide at skifte spinstrategi? I hvert fald overlader jeg roligt til Spinnesidens brugere at afgøre, om dit indlæg udstiller min utroværdighed - eller din egen.

Med venlig hilsen

Mie Femø Nielsen